Rådgivning

Sendt til tvangsopløsning – hvilke muligheder har man?

Et selskab bliver som oftest sendt til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen, hvis selskabet ikke har indberettet sit regnskab i tide og efterfølgende ikke har reageret på rykkere. Når et selskab er sendt til tvangsopløsning, har selskabet tre måneder til at få orden i tingene og på den måde afværge tvangsopløsningen. I denne artikel kan du læse om hvilke muligheder, et selskab har for at afværge en tvangsopløsning samt hvilke specifikke betingelser, der skal opfyldes, før et selskab kan blive genoptaget.

Når et selskab er sendt til tvangsopløsning, er der fem betingelser, som skal efterleves, før selskabet kan blive genoptaget. Bliver disse betingelser efterlevet, bliver oversendelsen til skifteretten trukket tilbage, og selskabet kan fortsætte som hidtil.

Skifteretten er en afdeling af en byret, som behandler sager vedrørende skifte af formuer. Dette indebærer eksempelvis sager, hvor et selskab er gået konkurs, og selskabets formue derfor skal overgå til kreditorerne.

Betingelserne for genoptagelse er følgende:

Anmodning til Erhvervsstyrelsen

Senest tre måneder efter at selskabet er blevet sendt til tvangsopløsning, skal Erhvervsstyrelsen have modtaget anmodningen om genoptagelse.

Årsag til tvangsopløsning

Årsagen til tvangsopløsningen skal berigtiges. Dette gælder uanset årsagen.

Generalforsamling

Ejerne af selskabet skal på en generalforsamling i fællesskab beslutte, om selskabet skal genoptages. Hvis skifteretten har udpeget en likvidator, skal likvidatoren give sit samtykke til beslutningen. Selskabets oprindelige ledelsesmedlemmer fratræder, så snart selskabet bliver sendt til tvangsopløsning, hvilket betyder, at der på generalforsamlingen skal udpeges medlemmer til ledelsen. Det er muligt at vælge de oprindelige ledelsesmedlemmer til at sidde i ledelsen igen. Medmindre at selskabet har fravalgt revision, skal selskabet også vælge en revisor på generalforsamlingen. Som det er tilfældes med ledelsesmedlemmerne, er det muligt at genvælge selskabets oprindelige revisor.

Revisorerklæring

En revisor skal kunne erklære, at selskabet stadig har selskabskapital, og at der ikke er blevet ydet ulovlige lån til selskabets ledelse eller ejere. Er revision blevet fravalgt i selskabet, skal en godkendt revisor stadig udarbejde denne erklæring.

Ingen tvangsopløsning indenfor de seneste år

Selskabet må ikke have været sendt til tvangsopløsning indenfor de seneste fem år.

Er dit selskab blevet sendt til tvangsopløsning, og ønsker du at anmode om genoptagelse, så skal du tilgå virk.dk. Et referat af generalforsamlingen, revisorerklæringen samt dokumentation for eventuel likvidators samtykke skal vedhæftes anmodningen. Hvis der er blevet foretaget ændringer i selskabets vedtægter på generalforsamlingen, skal disse også vedhæftes. En sidste alternativ måde at undgå en tvangsopløsning på er ved at indgå i en fusion eller spaltning, hvilket er en relevant løsning for de selskaber, som ikke opfylder nogle de ovennævnte betingelser. Vælger et selskab, som er sendt til tvangsopløsning, at indgå i en fusion eller en spaltning, så skal selskabet være det ophørende selskab, og skifteretten eller likvidatoren skal give sit samtykke til beslutningen.